can we help
+44(0)1983 296060
+1 757-788-8872
tell me moreJoin a rally

Menu

Pinton - Log for de første tre dage på Atlanten



Efter Allan og Klaus kom mandag havde vi en uges heftige forberedelser og vi var klar til afgang lørdag aften. Alle gik i seng så vi kunne være friske til starten søndag. Kl 2.00 vækkede Dorthe mig og sagde at fryseren blev varmere og varmere. Allan og Klaus havde fyldt 20 kg dybfrosset kød i den lørdag eftermiddag og nu var den på vej op over nul. Jeg gik i gang med lommelygte, men inden længe var alle vågne og så skilte vi al ting ad og rensede slanger og fandt på fancy løsninger. Det endte med at den begyndte at køle igen kl ca fem og så var der yderligere en par timers søvn. Starten søndag var fantastisk flot og vi kom godt afsted i midten af feltet. Vi var blevet lovet stærk vind i accelerationszonen udfor lufthavnen på vej ned langs Gran Canaria, men der var bare frisk vind og vi regnede med at være i Carribien på rekordtid. Søndag aften lige før solnedgang tog vi storsejlet ned og sejlede med genuaen alene hele natten. Vi har ikke rigtig nået at øve os i sejlhåndtering så det ville jo ikke være så godt hvis vi fik dårligt vejr og skulle bakse med det hele i mørke. Det blev en nat med måneskin næsten som i dagslys, og sådan har det også været i nat. Vi har haft let vind agten fra og sejlet 4-5 knob. Med den fart er vi på Saint Lucia ved juletid. Vi er ved at udvikle vores specialer. Klaus elsker at lave morgenmad og mad i det hele taget. Han er blevet hovmester. Allan har pakket al provianten og ved hvor alt ligger og har æggevending som spidskompetance. Dorthe holder øje med alt og alle og sikrer at alle kommer i bad og får nok at drikke, og jeg selv er køle- og fryseskabsekspert og har stort set ikke arbejdet med andet udenfor vagterne. I skrivende stund virker både fryser og køleskab. Allan og Klaus startede fiskeriet i går og klaus fangede en plasticpose. Morgenmaden er omelet og ost og middagsmaden består hovedsaglig af kød indtil fryseren er tømt. Båden ligner ellers en frugtbåd fra Thailand med appelsiner, citroner, limefrugter og kålhoveder hængende på rælingen - altsammen noget vi skal nå at spise inden det rådner. Humøret er højt og jeg skal hilse fra resten af besætningen

Kærlig hilsen

Jesper


Previous | Next