Så blev det den 28 november. Ikke fordi der er noget særligt med den dato, men det er nu engang den dato det er i dag. Vi har været på vandet i 8 dage, men det føles nu mere som 4.
Søkulleren viser sine små tegn ved nogle af besætningsmedlemmerne ind i mellem. Det er dog værst ved Jørgen M. som sidder og snakker om at han vil lærer at binde et pælestik, pæleorm, solstik og myggestik.
Dagens citat kom ligeledes fra Jørgen M. og lyder således: "Jeg har fået mig en skidttæller, men hvor i skridtet skal den sidde?"
Vi har hørt at Tao har fanget en fisk på 23 kg men Henrik fangede til formiddag en fisk på 43 kg!!! Den hoppede desværre af inden vi fik den indenbords..
En af besætningsmedlemmerne har ligeledes været i byen og har inviteret nogle damer med hjem. Det blev dog lidt sent, så helt frisk næste morgen - det var han ikke.
(Vi er måske alle ved at få lidt søkuller)
En nattevagt på det blå ocean
Kl. er 03:55. Væggeuret kalder - vagten kalder. Man ligger lige og sunder sig i et minut i køjen, mens man mærker bøglerne og lytter til vinden og vandsprøjtet langs skroget. Det er ikke fordi vi sejler så stærkt igen. Gennem vinduet kan man indimellem skimte nogle stjerner. Man kravler ud af køjen og kigger engang på termometeret. 25 grader inde og 23,5 grader ude. Man tager en varm trøje og redningsvest på, samt en klemmentin i lommen og begiver sig op af lighteren til cockpittet. Den tidligere vagt står stadig bag rorpinden og man væksler nogle korte ord om hvordan vinden og vejret er. Snart går han til hvile og man sidder nu helt alene i cockpittet. Vinden er lun og båden sejler stille afsted med 4-6 knob. Der er mange stjerner. Helt utroligt mange stjerner. Månen er nu også begyndt at komme frem, og man sidder og tænker sig til hvis alle de sorte pletter på månen var byer eller øer og alle de steder der skinner er havet der gengiver solen som glasset i et spejl.
Man tjekker kompasset og finder den rette kurs. Hurtigt har du glemt næsten alt om kursen og styrer efter en stjerne i samme retning. Morilden lyser op bag båden som små ildfluer på fluepapir.
Pludselig hører man et prust og en selvlysende torpedo farer forbi båden i en uhyggelig fart. Man kigger sig over skulderen, men der er ingen både i sigte hele horisonten rundt. PRUUUST! Der kom den igen. Man tager løgten og lyser i vandet. Man er sikker på at det selvlysende skyldes morilden, men hvad får morilden til at lyse?
Delfiner. Delfinerne farer rundt om stævnen og lejer med hinanden. Måske er de på jagt efter flyvefisk.
Snart kommer solen, vinden er stadig lun og læberne smager af havsalt.